Glædeligt, med den fremgang de Radikale fik – på trods af landstendensen. Ærgerligt, at det ikke kunne udløse et ekstra mandat.
Jeg fik ikke den placering i kommunalbestyrelsen jeg havde håbet på.
Det er måske meget godt med den konstituering, der nu er en realitet. Der bliver stadig brug for en vagthund på sidelinien. En rolle jeg kender, og nok vil fortsætte i. Byrådets beslutninger om natur, miljø og fysisk planlægning vil fortsat have et vågent øje fra min side.
Jeg er/var en novice i det partipolitiske spil. Jeg forstår f.eks. ikke, at den metode, der bruges til at afgøre mandatfordelingen, er den mest demokratiske model vi kan finde på. Jeg undrer mig, når jeg regner på valgtallene.
24701 stemmer skal fordeles på 31 pladser.
Det betyder, i gennemsnit, at hver plads koster 796,81 stemmer.
De Radikale fik 1429 stemmer. Det rakte til ét mandat.
V fik 8050 stemmer, 5,65 gange flere end R. Det gav 11 gange flere mandater.
S fik 5761 stemmer, 4,03 gange flere end R. Det gav 8 gange flere mandater.
SF fik 3751 stemmer, 2,62 gange flere end R. Det gav 5 gange flere mandater.
DF fik 3361 stemmer, 2,35 gange flere end R. Det gav 4 gange flere mandater.
Det forekommer mig, at vi bruger en nøgle til mandatfordelingen, der forfordeler de store partier.
Noget der måske skulle diskuteres på landsplan?
Demokrati er ikke kun et enten eller. Måske kan graden af demokrati øges i fordelingen af mandaterne ?
Og ja, dette er en vraget kandidats betragtninger, men alligevel.
Vi skal i arbejdstøjet fremover på de betingelser der gælder. Jeg glæder mig til det fortsatte samarbejde med venner såvel som modstandere. Både i kommunalbestyrelsen og i interesseorganisationerne.
Tillykke til Martin Dam.
Tak til de mange, der syntes, at jeg var en personlig stemme værd.