Mikael Hansen

6/6 09

Dansk landbrug oplever for tiden sin værste krise i mands minde.

Det er stof til eftertanke at landbruget i et af Europas mest frugtbare egne kun har skabt gæld og fallit. Der har ikke været misvækst. Noget må være grebet helt forkert an.

Alle interessenter og meningsdannere sidder i hver sin skyttegrav. Reel diskussion om finansiering, landbrugsstøtte, valutaindtjening og den høje pris, vores naturens betaler for industrilandbruget er ikke eksisterende. Myter og fordomme florerer, lad os se på realiteterne.

• Det samlede landbrugserhverv udgør ca. 2% af bruttonationalproduktet. Vi er altså ikke et landbrugsland. Men landbruget fylder 62% af landets samlede overflade
• Der er ikke tjent penge på primærproduktionen i dansk landbrug siden 1980’erne. Når der alligevel er set en formidabel aktivitet med byggeri og nye investeringer, skyldes det kun spekulation i prisstigningen på jord. Den er steget fra 25tusind/ha til 250tusind/ha gennem de sidste 20 år. En tidobling på jordprisen, der er brugt som sikkerhed for belåning. Alene fra 2000 til 2008 steg landbrugets gældsætning fra 170mia. kr til 315mia. kr. I samme periode faldt driftsresultatet på heltidsbrug fra 5mia. kr til 0,7mia kr/år. Det er ¼% af gældsbyrden! Nu falder jordpriserne så. Sikkerheden for belåningen er væk. Det medfører selvfølgelig yderligere kaos i erhvervets økonomi. Men det er vilkårene for enhver form for check-rytteri, og det er hvad vi taler om. Jorden handles i dag for (måske) 150tusind/ha. En ha. kan, før løn til bonden, men inkl. landbrugsstøtten, forrente ca 50 – 70tusinde ved kornavl. At planerne for grøn vækst nu vil afkoble harmonikravet (at man skal eje dele af det areal man udbringning husdyrgylle på) forværrer kun udviklingen. Mange bedrifter er allerede belånte ud over både deres værdi og afdragsmuligheder.
• Dansk landbrug producerer ikke mad til de mange mennesker der sulter. Tværtimod importeres sojaprotein til især svineproduktionen i en mængde der lægger beslag på 11.000km² landbrugsland, primært i troperne. Vores intensive husdyrproduktion modsvarer 80-100mil menneskers behov for proteiner. De varer, der kommer ud af denne proces kommer ikke folk i U-landene til gode. Den samlede produktion svarer til 20mil mennesker på fuldkost med kød og ost, primært i I-lande.
• Skat og arbejdspladser nævnes ofte som bidrag til samfundet, i forbindelse med landbrugets aktiviteter. Men erhvervet betaler stort set ikke skat. Jorden er fritaget for ejendomsskat (landbrugsstøtte?). Erhvervet har ikke råd til at betale sådanne. Bedrifterne har oftest røde tal på bundlinien, så heller ikke her er noget at komme efter. Man taler så om de mange arbejdspladser, tallet 170.000 nævnes. Dette tal er dog inkl. kassedamerne i supermarkedet og alle andre ansatte i fødevareindustri og formidling. Det reelle tal er under 100.000 arbejdspladser. Samtidig meldes nu ud fra landbrugets side, at t.eks slagteriarbejderne skal ”leve på polsk løn”. Ellers vil slagtningerne flyttes til udlandet. Måske godt det samme. Få fag har større nedslidning end netop slagteriarbejdernes.
• Landbrugsstøtten svarer til et kontant bidrag på mellem 2500kr og 4000kr fra hver dansker om året. Lidt afhængig af hvordan man opgøre det. Samtidig har EU bygget en toldmur op for at kunne holde fødevarepriserne på ca. det dobbelte af verdensmarkedspriserne. Importtolden er en støtte til dansk landbrug, men en katastrofe for de ulande, der ønsker at bygge en moderne landbrugsproduktion op.
• Landbruget får kun 10-15% af forbrugernes fødevarepris. Der er åbenbart mange penge i mad, men de ligger hos grossister og forædlere. Dansk landbrug har ikke tradition for høj kvalitet og forædling. Hvis man producerede direkte til forbrugerne, kunne landmanden åbenbart få den samme indtjening på 10 – 15% af jorden ! Forbrugerne vil godt køre efter kvalitetsprodukter. Men det kræver en omstilling fra ”nitritskinker” til Parmaskinker. Opgaven er svær, landbruget har selv oplært generationer af forbrugere til at spise sekundamad. Hvornår har almindelige danskere sidst diskuteret smagsforskellen på oldensvin og ”mosegrise”?

Økologien er faktisk den sektion i landbruget der klarer sig bedst. Her har man åbenbart lært det.

• Erhvervets dårlige indtjeningsevne har siden 80’erne medført fritagelse for miljøtiltag og forureningsbekæmpelse, som alle andre erhverv og borgere i dette land kan finde ud af at leve med. Vi har sagt farvel til storken, viben er på vej. Ingen med indsigt vil benægte, at naturen gennem mange år har været i tilbagegang. Både i areal såvel som i artsrigdom.

Man dyrker landbrug ”i to etager”. Ud over jordens naturlige frodighed dobler man op med kunstgødning og foderimport (der bliver til gylle). Resultatet ses især i vores vandmiljø og overdrev. En unaturlig ”frodighed”, der især udmønter sig i algevækst og brændnæller. 

• Strukturudviklingen i landbruget bliver ofte fremført som en naturlov. Dette er forkert. Kun en landbrugslovgivning, som landbruget selv har fået lov til at være hovedforfatter af, er årsag til den nuværende struktur med få mega-landbrug. Østrig, Frankrig, Tyskland og Norge er eksempler på andre udviklingsveje, med mange små brug uden (stor) miljøbelastning. Alle lande giver store beløb i støtte. Det er nødvendigt, hvis man ønsker kunstig lave fødevarepriser fra produktion i lande med højt lønniveau.

I 1950 havde vi 250.000 landbrug i Danmark. I dag har vi 10.000 fuldtidsbrug tilbage. Årti for årti har den mest effektive tredjedel kannibaliseret den dårligste. Aldrig har så mange forladt erhvervet med så lidt værdighed. De var ikke dygtige nok, fik de at vide. Nu er der kun 10.000 tilbage, og de er stadig ikke dygtige nok til at skabe indtjening.

Hele udviklingen har været båret frem af Landboforeningerne. De burde overveje navneforandring til Produktionsforeninger. Livet og trivslen blandt landboer har aldrig ligget dem på sinde. En stoledans, om hvem der skulle overleve som sognets nye godsejer, har været deres virke.

Som kronen på værket vil landbruget nu afskaffe selvejet. Megabrugenes kapitalbehov nødvendiggører andre ejerformer. Kapitalfonde, aktieselskaber og private investorer udefra er nødvendige for at fortsætte udviklingen – og man kan åbenbart ikke forestille sig andet. Tidligere tiders fribønder ville vende sig i deres grave, hvis de så hvad deres slægt har drevet det til.

Fremtiden ligger ikke i fortsat strid om økonomi contra miljø. Vi producerer i dag mad til 20mil. mennesker. Vi kunne nedbringe produktionen til 10mil. munde. Og samtidig begynde at producere kvalitetsvarer til den dobbelte pris.

Ejerskabet til jorden ligger i dag i kreditforeningerne. De kan være interesserede i at øge antallet af lånere for at sprede risikoen. Måden kunne være at udstykke de store brug til noget en familie kan overkomme. Økonomisk såvel som arbejdsmæssigt.

Det ville være en fordel for verdens sultne. De kan ernære sig af al den soja vi bruger på vores industrisvin.

Naturen ligger i ruiner i dag. En produktion, mindre afhængig af kvælstof og sprøjtemidler, ville gavne mere end alle de lappeløsninger som er gennemført i industrilandbrugets epoke.

Vi kunne holde vores husdyr på en måde, så vi ville være bekendte at se dem i øjnene.

Samfundet vil også fremover skulle betale landbrugsstøtte. Men omlægges den så kvalitet og skånsom drift belønnes, får vi alle mere tilbage, end i dag, hvor størrelsen belønnes uanset kvaliteter.

Mange folk drømmer om at kunne leve et liv som fortidens stovte selvejere. Om selv at kunne råde over sin dag i en selvskabt virkelighed. En drøm der er uløseligt knyttet til vores folkesjæl. Og nu kan den udleves uden den nedslidning der var tidligere generationers pris. Vi tager traktoren med fra industrilandbruget.

Over en generation kan vi genskabe et landbrugserhverv hvor mange kan virke. Og hvor produkterne er værd at spise. Vi kan igen blive selvforsynende med æg, bær, frugt og i bedre kvaliteter end vi i dag importerer.

Og industrilandbrugets fremtid? Det er allerede ved at flytte til udlandet. Ligesom skibsværfter, spinderier og mange andre allerede har gjort før dem. Uden at vi er blevet fattigere af den grund.

I et frit marked vil produktionen altid flytte derhen hvor den er billigst. Og industrimad laves bedst med lave lønninger og få miljøkrav – stakkels Østeuropa.

 

 

Mikael Hansen.

Medlem af Jordbrugskommissionen i Region Sjælland. Indstillet af DN.

Nyrupvej 120

Kalundborg